Sdr. Tranders Sogn var så heldige at have biskop Thomas Reinholdt Rasmussen som prædikant i dag ved vores festgudstjeneste i anledningen af Gug kirkes 50 års fødselsdag.

Biskoppen talte bl.a. om håb ?? ??

‘Fortidens anker kalder vi for skyld. Fremtidens anker kalder vi for håb.

For et håb er et anker, vi kaster fremad, og som trækker os ud gennem livet.’

Skænk jer en kop julethe, sæt jer under et tæppe, tænd lys og nyd en stille stund med at læse hele biskoppens prædiken herunder:

Prædiken 1.s. advent 2022; Matt. 21,1-9

Tillad mig i dag at begynde et lidt andet sted. Tillad mig at begynde i eventyrenes verden, hvor H.C. Andersen fortæller eventyret om ”Klodshans”.

Vi kender alle historien. Vi kender alle historie om den kejtede lillebror, der slår der kloge og vigtige, ja denne verdens vise, der kan læse avisen både forfra og bagfra. Og han vinder endog prinsessen og det halve kongerige.

Og det gør han, fordi han rider ud i verden på et frimodigt håb. Der er ikke noget, der vælter ham. Der er ikke noget, der slå ham omkuld. Heller når prinsessen er rap i replikken og slår alle de andre bejlere ud, så tie Klodshans eller så ties han ikke ihjel. Han svarer rapt igen og kan bringe hele verden ind i et nyt leje.

Han rider ud i verden på sin ged, og han rider på håb.

Der er nok ingen tvivl om, at eventyret om Klodshans er H.C. Andersens måde at genskrive det evangelium, vi lige har hørt.

Her rider Jesus også. Om ikke på en ged, så på et æsel. Men ligheden er på mange måder slående, og man kan blive ved med at finde forunderlige paralleller mellem eventyret og evangeliet. H. C. Andersens fortæller det simpelthen igen på sin måde.

Han griber evangeliets beretning og gør en ny historie ud af den, som har samme pointe. Som har samme retning. Som vil det samme.

Nemlig at fortælle at vi lever på håbet. På det levende håb. For et håb kaster nemlig ikke som så meget andet et anker i fortiden. Det kaster et anker ud i fremtiden.

Vi har så meget det ankre os på i fortiden, og som gør at vi ikke kan rokke os eller tør at leve ordentlig. Vi kan have så meget i livets bagage, så at fortidens anker gør at vi fanges i nutiden.

Fortidens anker kalder vi for skyld. Fremtidens anker kalder vi for håb.

For et håb er et anker vi kaster fremad, og som trækker os ud gennem livet.

Og det er jo det Klodshans har: et håb. Et anker. En frimodighed.

Og det er det, han levede på, og det er også det Jesus er: et levende håb.

For uden håbet, så er fortiden altid levende og skyldbetonet. Så er vi bestemt af den fortid, som sandelig kan indeholde gode og skønne ting, men også tunge og triste ting. Og uden håbet kan skylden ikke forvandles til fortid, men må hele tiden være til stede i den nutid, der er vores, og som derved tynger os, så vi ikke kan ride frit – det være sig på et æsel eller en ged – og turde gå ud i verden.

For håbet gør, at man tør at vove. Det er det Klodshans gør. Det er det, Jesus gør. For Jesus ved godt, hvorledes det skal ende i Jerusalem, men han rider sagtmodig ind i byen, for han er det levende håb, der bytter al skyld ud med sit liv og sin tilgivelse.

Jeg tror særligt i vor tid, at vi har brug for at tale om håb. VI har brug for, at der tales håb i det liv, som vi har til fælles, og som for tiden trues fra så meget sider af kriser og sågar krige i vores nabolag.

Vi skal tale om håbet. For håbet peger på en fremtid, der er værd at være i og værd at møde. Håbet er jo, at vi tror på en Gud, der alting nyt.

Det er selve fylden af den adventstid, vi nu sammen bevæger os ud i: et håb om at Gud gør alting nyt, også nyt for os, der sidder i mørke og dødens skygge, for advent er ordet om, at han kommer. Jesus Kristus rider ind til os igen med sit ord om håb og fylde. Det er advent.

Klodshans red ud i verden med glæde og med håb. Der var vel også en naivitet hos Klodshans, som jeg ikke synes, vi finder hos Jesus. Jesus ved godt, hvordan det ender i Jerusalem: at de jublende skarer skal korsfæste ham. Det er også fortælling, der hviler over krybben julenat, og som får krybbe og kors til at rime.

Men Klodshans spejler det håb, som julenat er fyldt af, og som vi nu venter på skal blive fortalt til os igen om nogle uger: at der er født dig en frelser i Davids by. Han er Kristus. Herren.

Han er håbet, som gør alt det tyngende og alt det trælse til ren fortid, så du ikke slæber rundt med i din nutid. For her skal vi leve på det håb, som han skænkede os. Det levende håb om Guds tilgivelse og nåde.

Det er advent. Det første lys tændes i kransen. Det er et enkelt lys, der lyser i mørket. Et lys, der fortæller om, at vel kan håbet være spinkelt og svagt, men der kommer flere til. Der kommer mere til. Der kommer flere lys.

Håbet lyser. Herren kommer. Troen på ham bier.

Amen