1. Hyggelig, rolig, Gud er din bolig, inderlig skøn. O, hvor mit hjerte længes med smerte, sukker i løn efter at gæste din helligdom prud, efter at bo hos den levende Gud!

2. Godhedens kilde! Årle og silde gæstmild er du. Ved dine sale spurv møder svale, kom det i hu! Som ved dit alter den kvidrende fugl und i dit tempel din tjener et skjul!

3. Hos dig at bygge højeste lykke kaldes med ret; dér lyster tunge altid at sjunge, vorder ej træt, til ikke lægger og tager ej fra glædens det evige halleluja.

4. Alt dog hernede lykkelig hedde skal, hvo dig tror: I Himmerige tør han indkige frit på dit ord, ja, i hans hjerte fra tårernes dal trappe du bygger til Himmerigs sal.

5. Lykkes og trives, styrkes, oplives skal dine små, vokse i kræfter, stige derefter, højeloft nå, himle, hvor øjet, som græder ej mer, gudernes Gud i sin herlighed ser!

6. Tusinde døgne, verdslige, søgne, gyldne for kød, kan de vel ligne én dag af dine, som vi dem nød, når under sang med dit vingede ord sjælen af by over stjernerne fór?

7. Ej vil jeg bytte, Gud, i din hytte tiggerens plads bort for det sæde, stolte beklæde højt i palads. Godt ikke fattes, hvem du haver kær, lavt er ej bænket, hvem Gud sidder nær.

N.F.S. Grundtvig,1836